Hvid, rød rosé og bobler fra Schuh i Sachsen
Weingut Schuh er den producent, vi har arbejdet sammen med i længst tid. Arbejdet på vingården ledes af søskendeparret Katharina og Matthias og Schuh. Vi besøger dem næste gang i juli i år.
Katharina og Matthias er kontinuerligt innovative samtidig med, at de holder fast i deres klassikere såsom Der Rosa Schuh og Der Rosa Schuh Secco – roséer med og uden bobler. De har nærmest kultstatus blandt en del af vores kunder.

Matthias leger desuden blandt andet med fadlagret riesling og pét nat. Vinene spontangærer på vildgær og har en super dejlig balance mellem frugt og syre. Vinstokkene dyrkes på skråningerne langs floden Elben mellem Dresden og middelalderbyen Meissen. Det sikrer rigeligt med varme til stabil modning. Vingården og området er absolut et besøg værd.
Gamle venner
Vi har drukket vinene fra Schuh, siden vi opdagede dem på en sommerferie i 2009, og vi har importeret Schuh siden 2016. Deres vine har en super dejlig balance mellem frugt og syre.
Matthias blev i 2012 kåret af de europæiske vindyrkningsskoler som Europas bedste unge producent, og Schuhs vine er anerkendt af førende vinguides.

Ansvar og bæredygtighed gir’ god vin
Siden 1990 har først Katharina og Matthias’ forældre og sidenhen næste generation kombineret ønologisk knowhow med bæredygtige produktionsmetoder for at skabe et imponerende bredt katalog af vine.
På deres to omhyggeligt restaurerede gårde fra det 19. århundrede finder vinelskere alt, hvad hjertet kan begære. Et hyggeligt vinotek, en indbydende vinrestaurant og smukt indrettede gæsteværelser, der sammen skaber en atmosfære, hvor man kan mærke kærligheden til vinens verden.
Hos Schuh starter god vin med en sund drue. Vindyrkerne er på arbejde i vinmarkerne hele året rundt for at sikre, at druerne trives. Denne dedikation kombineres med en bæredygtig tilgang, hvor økologiske principper, ordentlige løn- og arbejdsvilkår samt energieffektiv drift er en selvfølge, drevet af respekt for både menneske og natur.

Vi er stolte af at have Weingut Schuh som partner og at have haft deres vine som en del af vores sortiment i snart 10 år.
Læs mere om deres vine her.
Se vinene nedenfor (pris angivet ved køb af 6 stk.).
Hvidvine
Rosé og mousserende
Rødvine
Skriv en kommentar
Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. De nødvendige felter er markeret *